Lektier
Når du melder dit barn ind på Allerød Privatskole, siger du samtidig ja til, at lektier er en naturlig del af skolegangen. Lektier indgår som en del af skolens samlede undervisning og har til formål at styrke elevernes faglige forståelse, ansvar og gode studievaner.
Forside / Lektier
Lektier
På Allerød Privatskole kan lektier være både forberedende, øvende og opfølgende og skabe sammenhæng mellem undervisningen i skolen og arbejdet derhjemme.
Eksempler på lektier kan være:
- læsning af tekster eller bøger
- træning og færdiggørelse af opgaver
- forberedelse til kommende undervisning
- repetition og øvelse, fx gloser eller tabeltræning
- korte refleksions- eller skriveopgaver
Der følges løbende op på lektier i undervisningen gennem dialog, fælles gennemgang og feedback, så eleverne oplever mening og sammenhæng i deres arbejde. Lektier gives med omtanke og tilpasses elevernes alder og niveau med fokus på læring, fordybelse og ansvarlighed – ikke unødigt pres.
Det er vigtigt, at lektierne er færdige til tiden, for lærerne har sat tid af til at rette dem på netop dette tidspunkt.
Forældrenes rolle i lektierne
På Allerød Privatskole ser vi samarbejdet mellem skole og hjem som en vigtig forudsætning for barnets læring og trivsel. Når forældre engagerer sig i barnets lektier, viser de, at skolearbejdet har værdi, og at læring er noget, vi er fælles om.
Forældrenes rolle er at støtte og opmuntre barnet ved at skabe ro og struktur omkring lektielæsningen, vise interesse for det, barnet arbejder med og hjælpe barnet til at tage ansvar for sine opgaver.
Hvis man holder fri uden for ferierne, er det vigtigt at følge med – både i ugeplanen og i lektiebogen, så eleven ikke mangler noget, når skoledagen genoptages.
Vær opmærksom på, at hvis lektier bliver lavet af AI eller andre end eleven selv, bliver det vanskeligt for læreren at vurdere elevens faglige udvikling og dermed svært at tilpasse undervisningen.